Der var uro i slutningen af søndagens kamp mellem Herlev og Aalborg, som gæsterne vandt 5-2 i Ørneborgen. Kort før tid fil Emil Birk Christensen matchstraf for et “voldsomt slag” i ansigtet på Julian Jakobsen. Det koster en spilledags karantæne, som backen afsoner i aften, hvor han ellers skulle have spillet i Frederikshavn.
I samme kamp røg Bryce Reddick for tidligt i brusebad for en spearing. Det skete kort før tid, men disciplinærudvalget vurderer ikke, at forseelsen var voldsom nok til at give karantæne.
I Emil Birks tilfælde siger disciplinærudvalget følgende om karantænen:
På baggrund af dommerens indberetning, det indsendte partsindlæg og det udarbejdede videoklip har udvalget i sin afgørelse især lagt vægt på:
at:
· Det er ubestridt, at Emil Birk Christensen tildeler en modspiller et voldsomt slag
· Slaget er voldsommere end situationen umiddelbart kunne retfærdiggøre
Det er herefter udvalgets opfattelse, at i en kontaktsport vil konfrontationer ind i mellem føre til slagsmål.
I denne situation hvor to spillere begge bærer skyld i initieringen af en slagudveksling er det imidlertid udvalgets opfattelse, at det slag som Emil Birk Christensen udfører mod sin modspiller er ude af de proportioner der kan forventes.
På baggrund af dette idømmes Emil Birk Christensen karantæne i 1 (en) spilledag.
Kampe hvor spilleren er spærret
Metal Ligaen 22.12.16 Frederikshavn White Hawks vs. Herlev Eagles