(Optakt: Frederikshavn White Hawks-Herlev Eagles) Frederikshavn White Hawks har for alvor fundet melodien på det seneste, og 3-0-sejren over Rødovre tirsdag aften blev kørt igennem uden de store problemer.
Det betyder, at Frederikshavn har leveret 13 point i de seneste fem kampe, og Mario Simionis mandskab har for alvor fundet den form, man har forventet på det seneste.
I aften kommer Herlev på besøg, og selv om Eagles har hentet sine seks point hidtil på udebane, så ligner det næsten en umulig opgave for Eagles mod White Hawks velsmurte maskine.
Herlev går ind til kampen med en mildt sagt forfærdelig statistik. I de seneste 13 kampe har Eagles-mandskabet kun opnået et enkelt point – nemlig 22. november i Vojens, hvor det lykkedes at hente et point i SE Arena.
Ellers er det blevet til lutter nederlag. Selv om det var en “kalkuleret sæson” til opbygning, så er det ganske enkelt stenhårdt for selvtilliden for Herlev-spillerne bare at tabe, tabe og tabe.
Hos Frederikshavn giver Colin Vock giver følgende karakteristik af fremgangen til Kanal Frederikshavn:
– Vi fungerer bedre som et hold nu. Vi begynder at have over 30 skud på mål i kampene. Vi skaber trafik foran modstandernes mål. Vi er sultne. Vores backchecking er bedre. Og vi er stærkere foran både vores eget mål og modstandernes mål, vurderer han.
Skader/karantæner: Emil Birk Christensen fik matchstraf i Herlev kamp i søndags mod Aalborg og må forventes at have en karantæne med ind til kampen i aften. En svækkelse af Herlevs backlinje, der søndag i forvejen manglede både Alexander Sundström og Christian Vaagensø.
Frederikshavn fik Kristoffer Lauridsen skadet i tirsdags, og selv om han kom med bussen hjem, var han så groggy, at han næppe spiller ishockey i aften. Mark Müller var heller ikke med i Rødovre.
Hold øje med: På trods af tabet af Kristoffer Lauridsen spiller Frederikshavn med en kæmpe bredde i angrebet, og spørgsmålet er, om Eagles-defensiven kan holde til presset i længden. Målmandsspillet skal i hvert fald være perfekt, hvis bundholdet skal gøre sig intentioner om point i det nordjyske i aften.