Det kom næsten som et lyn fra en klar himmel, da Herlev med to lynmål i går gik fra 0-2 til 2-2 i Scanel Hockey Arena. Emil Birk og Lukas Lundvald sørgede for spænding om den samlede sejr, og selv om Frederikshavns Jens Henrik Tönjum fik scoret i slutfasen, er alt åbent i DFDS Seaways Arena i aften.
Frederikshavn har haltet noget i sæsonstarten, og det betyder, at klubben for øjeblikket leder efter en ny back, der kan forstærke defensiven.
– Vi regner med snart at kunne præsentere en ny back, for vi skal ramme en god balance. Det nytter ikke at give alt for mange unge spilletid, hvis det ikke bliver en succes. Så risikerer de at knække nakken. De skal have nogle dygtige og rutinerede spillere at læne sig op ad, siger White Hawks-direktør Henrik Andersen til Nordjyske.
Herlev mangler også i aften Brett Sonne og Kim Staal, men mon ikke de mange unge knægte i Eagles-truppen lugter noget stort efter kampen i aftes.
Det var vældig solidt, hvad der blev leveret i perioder, og ikke mindst Yannick Vedel gjorde sig vel bemærket i slaget i Scanel Hockey Arena.