Herlev Eagles – Esbjerg Energy 1-4 (0-1, 0-1, 1-2) Skudstatistikken var jævnbyrdig, men på måltavlen var der ikke den store tvivl om udfaldet i fredagens duel mellem Metal Ligaens bundprop Herlev Eagles og de forsvarende mestre fra Esbjerg Energy.
Vestjyderne vandt kampen i “Ørneborgen” med 4-1 efter 1-0 i både første og anden periode, samt en periodesejr på 2-1 i de sidste 20 minutter. Esbjergs unge målmand Mathias Seldrup noterede sig for en redningsprocent på flotte 96,15, mens hjemmeholdets Evan Mosher lå godt 11 procentpoint lavere.
Canadiske Tyler Fiddler scorede første periodes enlige mål, mens Ryan Martindale udbyggede mestrenes føring med scoringer godt midtvejs i anden periode og i begyndelsen af tredje. Brett Sonne fik kort efter reduceret for Herlev, men et minut før tid lukkede Esben Nielsen til slutresultatet.
Esbjerg vandt for første gang i syv kampe og har nu fem point ned til slutspilsstregen, mens Herlev ligger uhjælpeligt sidst i ligaen med bare seks point efter 24 kampe.
Faceoff.dk kunne desværre ikke være til stede til kampen, så reportagen er baseret på kamprapporten og diverse hjemmesider.