(Optakt: Rødovre Mighty Bulls-Herlev Eagles) Kampen om Vestegnen, står der med store typer på Rødovre Lokal Nyts reklamesøjle og vi har igen et derby, der er kæmpestort – specielt for hjemmeholdet. Naturligvis fordi Rødovre kæmper for både selvforståelse, selvtillid og slutspilsplads.
Rødovre er for øjeblikket fem point efter Esbjerg Energy og sejren efter straffeslag over netop Esbjerg vakte stor glæde hos træner Jesper Duus hos Mighty Bulls.
– Den var rigtig vigtig. Jeg er godt klar over, at man snakker om, hvornår det er sidste udkald, og det har det været længe. Men samtidigt er der stadig mange point at spille om. Der er ingen tvivl om, at det var vigtigt rent tabelmæssigt, men også at vi – på trods af skader – kunne spille op med et stærkt Esbjerg-mandskab, siger Jesper Duus til Rødovre Lokal Nyt.
Rødovre har med Kevin Montgomery, Morten Andreasen og Matthias Asperup ude været uden en række rigtig tunge spillere på det seneste og spørgsmålet er, om man snart kan forvente, at en eller flere af dem går i kamp igen.
Det vil være markant(e) forstærkninger til Mighty Bulls i den hårde bundkamp, og der er ingen tvivl om, at Rødovre SKAL vinde i aften mod nummer sjok fra Herlev, der til gengæld har mulighed for at spille helt frit og uden forventninger.
Senest de to hold dystede, vandt Rødovre som bekendt med hele 8-2 i Herlev, og sådanne cifre vil vi næppe se i aften, hvor Eagles formentlig vil give rivalerne en hårdere kamp end sidst. Kim Staal er spillet ind, og Herlev er ikke tvunget til at skabe noget som helst på udebane.
Hold øje med: Jordan Knackstedt nævner vi igen. Manden, der har de individuelle og fysiske kvaliteter til at bryde ind og score mål på en Rødovre-backlinje, der ikke har været alt for stabil gennem de seneste måneder. Hos Rødovre scorede Emil Oliver Christensen sit mål nummer tre og point nummer syv mod Esbjerg fredag aften. Mere fra ham i aften?
Skader/karantæner: Lukas Lundvald Nielsen var ikke med i Herlevs seneste kamp sammen med backen Alexander Sundström, der også har kigget på de seneste kampe. Morten Andreasen har været ude nogle uger for Rødovre, mens vi stadig venter på, at Kevin Montgomery kommer ind på holdet efter sin langtidsskade. Matthias Asperup har været ude i et par kampe. Stort tab for Mighty Bulls.