Fredag aften fik Rødovre Mighty Bulls vandt bøtten på udebane i Herlev, da Jesper Duus’ tropper tævede Eagles med hele 8-2 i et sandt derby-drama.
Og for backen Patrick Rasmussen var det en stor forløsning at få vendt den dårlige stime med 10 nederlag i træk.
– Det var dejligt med en sejr. Drengene kæmpede bravt i dag, selv om vi måske faldt lidt i anden periode. Men jeg synes, vi har kampen, hvor vi gerne vil have den. Vi scorer på vores chancer, og det er stor cadeau til angriberne, men også til backerne, lyder det.
– Det var dejligt selv at komme på tavlen. Mit første mål i sæsonen, så det er jeg glad for. Jeg håber, der kommer mange flere, selv om mit fokus er at lukke af bagude.
Sejren over Herlev var Rødovres første siden 18. oktober. En lang og tung periode for tyrene.
– Det har været meget frustrerende. Hårdt for alle. Vi har haft en fin indstilling inden alle kampene, men når modstanderen har fået første mål, så er folk blevet bange for at spille, forklarer Patrick Rasmussen.
– Jeg synes slet ikke, resultatet har det vist det rigtige billede i de 10 kampe, vi har tabt. Vi har ikke sejlet rundt, men i en del af kampene kunne resultatet godt have været anderledes.
I løbet af kampen i Ørneborgen var der masser af uroligheder blandt tilskuerne fra begge lejre. Følelserne var virkelig ude på tøjet, og det kunne spillerne på isen godt mærke.
– Det gik måske lidt over gevind med tilskuerne til sidst, men det er en del af hockeyen og derbykampene. Vi elsker det, så det er herligt, siger Rødovres 23-årige back.
– Vi har Danmarks bedste fans, og det er skønt. Vi vil gerne rose dem; at de gider kommer herud efter 10 nederlag og stadig støtte os. Det er vi utrolig glade for.