(Optakt: Esbjerg Energy-Herlev Eagles) Mens Herlev endnu ikke har fået point hjemme i Ørneborgen, så synes Eagles-mandskabet at have en vis farlighed på udebane, hvor samtlige holdets fem point er kørt hjem. Tirsdag aften slog Herlev noget overraskende Aalborg Pirates med 4-3 efter overtid på Thomas Søndergaards afgørende mål i overtal.
En rigtig selvtillidsbooster for Herlev, der nu omsider har så mange folk til rådighed, at træneren kan køre med de ønskede fire kæder, hvis JP MacCallum ønsker det.
Eagles viste også stor moral i Aalborg, for Herlev spildte altså både en 2-0- og en 3-2-føring, men formåede alligevel at komme tilbage og snuppe de to point til sidst. Det gjorde Herlev ud fra en solid defensiv og en stærk omgang kontrahockey.
Vinder Herlev i aften i Esbjerg, kan man måske ligefrem tale om, at Eagles – i givet fald med fire point op til Esbjerg – begynder at snuse til vestjyderne på næstsidstepladsen.
Det ønsker Energy-folket selvfølgelig at forhindre. Ikke mindst med en højere disciplin end tirsdag i Vojens, hvor udvisninger kostede dyrt.
– Det er en kamp vi skal vinde. Vi har været tæt på nogle gange. Vi har spillet nogle fine kampe, så det er en kamp vi vil vinde. Vi skal jo hente pointene på et tidspunkt, siger Esbjerg-forwarden Henry Hardarson i klubbens kampoptakt.
– Ligaen er meget tæt i år. Der er ikke den store forskel på holdene, og der er kun gode hold i dette års Metal Liga. Vi skal score på vores chancer og undgå de dumme udvisninger. Disciplin og fokus er vigtige elementer og jeg synes udvisningerne kostede mod SønderjyskE, konstaterer Hardarson.
Skader/karantæner: Esbjerg skulle have alle mand klar, mens Herlev altså stadig stiller uden Kim Staal og heller ikke havde Andreas Søgaard og Rasmus Vad med i Aalborg.
Hold øje med: Der er mange Esbjerg-fans med kritiske øjne på Ryan Martindale, der endnu ikke har leveret den forventede vare. Måske i aften? Herlev har fået et boost med fysisk stærk og ganske målfarlige Jordan Knackstedt, der igen viste store kvaliteter i Aalborg i tirsdags, hvor han blandt andet scorede på straffeslag.