Herlev Eagles-Frederikshavn White Hawks 1-4 (0-2, 1-0, 0-2): Skulle det være aftenen, hvor Herlev skulle snuppe sin første sejr i ordinær tid? Holdet ville få sin sag for mod et Frederikshavn-hold med sult efter nederlaget i tirsdags mod rivalerne fra Aalborg Pirates. Herlev Skøjtehal lagde is denne fredag aften.
Det blev en ganske livlig start med hurtige omstillinger begge veje. Hjemmeholdets Alexander Sundstrøm havde Herlevs første gode chance, men pucken strøg lige over målet hos keeper Thomas Lillie.
Herlev fik kampens første powerplay, men J.P. MacCallums mandskab blev ikke for alvor farlige. I stedet hamrede Steffen Frank fra Frederikshavn pucken på overliggeren kort efter udvisningens udløb.
Og kun få sekunder efter lå pucken alligevel bag Evan Mosher i Herlevs mål. Keeperen kunne ikke holde Mark Müller Larsens kanon fra midten af slottet, og så fulgte Colin Vock op tæt under mål. 0-1 efter godt syv minutter.
Frederikshavn fordoblede målscoren lidt over halvvejs i første periode. Kristoffer Lauridsen fandt en helt fri Nick Olesen på offensiv blå linje, og han strøg direkte mod målet. Olesen fintede Evan Mosher ved at trække pucken tilbage og lægge den ind med baghånden på modsatte stolpe.
Frederikshavn var i momentum efter de to mål, men så dukkede Frederik Bjerrum op og trak en udvisning. Tiltrængt situation for Herlev. Samme Bjerrum gjorde fint væsen af sig i powerplay, men Thomas Lillie fik lukket hullerne.
Herlev viste stort mod og skabte faktisk de største chancer hen mod slutningen af perioden. Jordan Knackstedt og Brett Sonne havde et superskift, hvor de begge forsøgte sig, men hvor Thomas Lillie havde held og dygtighed med at agere sprællemand.
Gæsterne sluttede perioden af i overtal og havde stadig ét minut til gode i anden periode. En første periode med få afbrydelser, og som derfor tog blot 25 minutter at afvikle.
Herlev holdt stand og kom selv i powerplay efter godt halvandet minut. På trods af tydelig indædt fight hos hjemmeholdet udeblev de oplagte scoringschancer i overtallet.
Hvis Herlev havde mangler i undertalsspillet forleden mod Odense, så var der anderledes stærkt spil denne aften indtil nu. Frederikshavn fik et powerplay godt fem minutter inden i anden periode, men hjemmeholdet lukkede flot ned for Mario Simionis tropper.
Uret havde netop rundet 30 minutter, da Herlev fik reduceret til 1-2. Brett Sonne kørte ind i slottet fra højre side, og med et trækskud sendte han pucken direkte op i modsatte hjørne uden chance for Thomas Lillie. Ørnene havde fløjet fornyet spænding ind i kampen.
Gæsternes Marcus Olsson fik kampens hidtil største chance, da han blot skulle lægge pucken ind i tomt mål, men svenskeren missede den gigantiske mulighed.
Herlev fik powerplay, men heller ikke i denne omgang fik hjemmeholdet sendt pucken over målstregen. Hjemmeholdet sluttede perioden bedst af, men udligningen udeblev, og Frederikshavn var således oppe med én inden sidste periode.
Frederikshavn startede tredje periode i overtal, og i det samme som Herlev igen blev fuldtallige, endte pucken alligevel bag Evan Mosher. Det var Joachim Linnet, der skød, og da keeperen ikke kunne holde pucken, trillede den over stregen til stillingen 1-3.
Herlev havde stadig ikke opgivet ævred, men der blev længer imellem chancerne. Efter godt otte minutter fik hjemmeholdet et overtal, men Jordan Knackstedts projektil blev eneste rigtig gode mulighed id e to minutter.
Det fightende hjemmehold havde et par gode skift efter overtalsspillet, men symptomatisk for deres kamp førte det ikke til afgørende chancer. Og i den anden ende stod diskede Evan Mosher op med en stor redning på Jens Henrik Tönjums forsøg tæt under mål.
Et af aftenens største bifald mod hjemmeholdet kom, da Michael Binderup halvt flyvende greb en puck i luften omkring defensiv blå linje. Han landede og lagde pucken for egne skøjter. Flot aktion af den 24-årige wing.
Med tre og et halvt minut tilbage af kampen øgede Frederikshavn til 1-4. Jens Henrik Tönjum spillede uselvisk på tværs til Nick Olesen, der knaldede pucken ind uden chance for Evan Mosher. Olesens anden scoring i aften.
Resten af matchen blev ren ekspeditionssag for vendelboerne, der gennem det meste af kampen havde haft fin kontrol over sagerne. Men så alligevel dukkede Brett Sonne og Jordan Knackstedt op i de døende sekunder med en kæmpe chancen. Thomas Lillie holdt skansen i situationen.
Frederikshavn rejser dermed hjem med tre sikre point. Spænding opstod i anden periode, og Herlev viste gentagne gange i løbet af kampen, at de ikke frivilligt lægger sig ned.
Herlev roder derfor stadig rundt i dyndet af Metal Ligaen med tre point efter 11 kampe, mens White Hawks holder landskampspause i top-4.