(Optakt: Frederikshavn White Hawks-Herlev Eagles) Eagles-mandskabet drager den lange vej til Frederikshavn for at møde nordjyderne, der fik hevet en fin og udmærket 3-2-sejr med hjem fra Rødovre i fredags.
Det har ellers været sowieso med Frederikshavn sæsonstart dette efterår, hvor det er blevet til to sejre, to sejre i overtid (uafgjort i ordinær) og to nederlag. En nogenlunde start på jobbet for Mario Simioni, der godt er klar over, at alt andet end en sejr vil være en skuffelse i aften.
Frederikshavnerne er advaret. Herlev leverede advarslen direkte på tv fredag aften, hvor det lykkedes at presse topholdet fra Aalborg helt frem til kampens sidste sekunder.
En glimrende præstation af Herlev, hvor især tandemparret Andreas Søgaard/Yannick Vedel imponerede offensivt. Det var dog også vanskeligt for Eagles i tredje periode, hvor Aalborg for alvor satte tempoet op.
Kan Frederikshavn proppe gæsterne under det samme pres i aften, bliver det vanskeligt at holde for Herlev, der måske har en joker med i form af den nye forward Jordan Knackstedt. Hvem ved om hans papirer er blevet klar? I givet fald får vi det nok først at vide lige før kampstart.
Hold øje med: Andreas Søgaard leverede en helt forrygende offensiv kamp for Herlev mod Aalborg og viste store prøver på sin topform. Hos Frederikshavn har Steffen Frank været ganske kold i afslutterens rolle hidtil og var også på plads mod Rødovre med nordjydernes andet mål.
Skader/karantæner: Herlev er fremdeles uden Kim Staal og Brett Sonne, men havde ellers fuldt hold mod Aalborg. Frederikshavn var igen i Rødovre uden Kristoffer Lauridsen, der måske kom lidt for tidligt i gang efter sin skulderskade. Er han tilbage i aften?