FØR KAMPEN: Det her bliver spændende. Rødovre Mighty Bulls tager imod Herlev Eagles i et klassisk opgør på Sjælland mellem naboer. Spændende fordi det lige nu er Herlev, der har herredømmet, men trods alt ikke mere end at Rødovre blot er tre point efter.
Rødovre-mandskabet kan altså med en sejr gå “break even” med Eagles, og det altså efter en Rødovre-sæson, der er blevet betegnet som skuffende, mens Herlev altså – også i dette medie – har fået ros for en god sæsonstart.
Rødovre har tidligere haft den mentale overhånd i kampene mellem de to klubber, og skal i aften kæmpe for at erobre overhånden tilbage. Den tog Herlev i sæsonens første opgør med en 4-0-sejr, hvor Eagles sad fuldstændig på rivalerne.
Det er Rødovre Centrum Arena, der lægger is til matchen i aften, og hjemmeholdet skal op i fart i forhold til det, der blev præsteret lige før pausen. Godt nok lykkedes det at tage et point i Herning lige før landsholdspausen, men Rødovre har savnet tempo og rytme i den første del af sæsonen, og den skal træner Bogren finde hurtigst muligt, så begejstringen kan komme tilbage i og omkring holdet. Der er plads til forbedring flere steder på holdet.
Herlev Eagles skuffede umiddelbart før landsholdspausen med et point i tre kampe, og har altså også arbejde at gøre med at rejse sig efter 3-4-nederlaget i Odense, der sluttede første periode af Metal Ligaen.
Eagles-coach Patric Wener kan se ned over statistikkerne og konstatere, at 34 af 47 mål – altså en procent på lige over 72 – er scoret af udenlandske spillere, så mon ikke de danske aktører kan og skal finde lidt mere frem hos aftenens gæster i Rødovre?
PROFILERNE: Jesper Thörnberg har scoret 11 gange for Herlev i sæsonen og er en absolut nøglespiller for Eagles inde omkring målet. Hos Rødovre havde man formentlig ventet mere offensivt af David Suvanto som lige nu står med blot fire assister.
DET FORVENTER VI: Et hårdt, intenst og jævnbyrdigt slag mellem rivalmandskaber, der ikke kommer til at give hinanden en millimeter. Det må blive fuldstændig lige i Rødovre Centrum Arena.
SKADER/KARANTÆNER: Vi nulstiller efter landsholdspausen, men konstaterer dog, at Mads Eller ikke har spillet hidtil i sæsonen.