Herlev Eagles-spillerne går en travl weekend i møde.
I weekenden spiller klubbens nykomponerede mandskab ICA Oxen Cup i Mariestad i Sverige, hvor Eagles møder op for at dyste mod tre svenske mandskaber fra Division I-regi.
På papiret bliver den sværeste kamp mod Allsvenskan-nedrykkerne fra Troja-Ljungby i morgen, men aftenens kamp mod hjemmeholdet fra Mariestad kan også blive en ganske vanskelig opgave.
Division I-holdene fra Sverige skal på ingen måde undervurderes, selv om de blot deltager i landets tredjebedste række. De er som regel taktisk godt indstillede og særdeles veltrænede og Mariestad var blandt et af topholdene i den vestlige del af Hockeyettan i sidste sæson. I slutspillet tabte klubben 1-2 til de senere oprykkere fra Västerås i en tæt serie og nåede dermed ikke tæt på kvalifikationen til kvalserien til Allsvenskan.
For Herlevs vedkommende gælder det om at fortsætte en preseason, hvor holdet i den grad satser på at blive mere klar til sæsonstart end i tidligere sæsoner.
– For vores vedkommende gælder det altså om, at vi får gang i et grundspil, hvor vi præsterer i samtlige 45 kampe – ikke blot 15 eller 30 kampe. Der bliver jagt på Final4-pladserne fra start, og der skal vi være klar, siger sportschef hos Herlev, Nicolai Flindt, inden turen til Sverige.
Herlev tager af sted uden U18-landsholdsspilleren Maksim Popovic, ligesom Eagles altså stadig ikke har haft den canadiske back Todd Perry i aktion. Ellers er der formentlig fuldt hold i Mariestad.