(Optakt: Herlev Eagles-Rungsted Seier Capital) Herlev bider fra sig endnu. Bevist senest i fredags, hvor det blev til en 4-3-sejr over Herning efter straffeslag. Og det endda efter at Herlev førte 3-1 og havde midtjyderne på krogen også i kampens slutfase.
Imponerende moral af Eagles, der også mod SønderjyskE i midtugen førte 3-1, men der gik limningen op i anden periode, og sønderjyderne endte med at vinde 8-4.
Så billedet af Herlev lige nu er et mandskab, der kommer flyvende direkte ud fra boksen og forsøger at overrumple de modstandere, der lige nu formentlig undervurderer det suveræne bundhold – bevidst eller ubevidst.
Hvad der taler imod Herlev i aften er, at Eagles i store træk ikke har været i nærheden af at vinde over et Rungsted-mandskab, der har scoret seks mål i snit i de fire kampe mod Herlev. Rungsted har vundet 6-3, 5-2, 5-2 og senest 8-3 og fremstår trods de seneste nederlag stadig som Metal Ligaens mest scorende mandskab.
Rungsted blev dog effektivt stoppet af Rødovre og ikke mindst Chris Carrozzi i fredagens kamp, som gæsterne vandt 1-0.
Spørgsmålet er, om Rungsted stadig har ambitionen om top fire, eller om Björn Hellkvist i stedet bruger de sidste kampen på eksperimentere, holde folk friske og trimme til det kommende slutspil.
Hold øje med: Rungsteds angribere havde en hård aften fredag, hvor Carrozzi tog alt, hvad der kom. Er det en mand som Palmebjörk, der igen skyder sig varm i aften? Og fortsætter Herlev med at være giftig i powerplay som i de seneste kampe?