Optimismen hersker i Herlev Eagles, hvor man stille og roligt – set bort fra Kim Staal, der jo efterhånden er en af de gamle drenge – bygger et ungt hold op til den kommende sæson.
En ny retning, kalder den sportslige leder Nicolai Flindt, visionen for den kommende sæson, og afslører i et interview med Eagles TV, at Herlev nøjes med fire imports efter sommerferien.
Allerede nu er Dennis Bozic på kontrakt, og derudover forventer Flindt, at Herlev henter yderligere en back til holdet. Desuden skal der hentes en importmålmand og en stærk center.
– Vi har givet vores træner (J.P. MacCallum) et godt råderum til at hente en center, der kan fylde op og score mål. Det er en vigtig position, siger Nicolai Flindt.
– Vi kunne vælge at spille med otte imports i den kommende sæson og gøre, som vi plejer – eller vi kunne vælge at gå i en anden retning. Nu prøver vi noget nyt og stemningen er god. Vi har et godt trænerteam omkring sommertræningen og de fysiske rammer omkring er optimeret, tilføjer han.
– At vi kun spiller med fire imports betyder, at vi kommer til at give masser af de unge gutter mere ansvar. Vi tror på, at der er uforløst potentiale, der skal udløses hos mange af spillerne, lyder det fra Nicolai Flindt.
Herlev har – ifølge Eliteprospects.com – 11 spillere på kontrakt for den kommende, suppleret op med dagens melding om de to unge backer Frederik Lunde og Max Vilstrup.
Se hele interviewet med Nicolai Flindt her: